Menu

Alle detaljer om OnePlus 7 Pro – specifikationer og funktioner


OnePlus har selv lækket mange detaljer om 7 Pro og nu kommer der flere fra kendt side – her er langt de fleste specifikationer på OnePlus 7 Pro samt pris.

Når det handler om OnePlus-telefoner, er det ikke blot rygter, der fortæller os detaljer om kommende modeller, det gør OnePlus også selv. Og takket være en kombination af rygter og officielle teasere ved vi det meste, der er at vide, om selskabets kommende model 7 og 7 Pro. Men lige inden den endelige præsentation af OnePlus-flokken har den kendte tipper Roland Quandt alligevel et par ekstra detaljer at dele. Det er ganske enkelt samtlige specifikationer samt europæiske priser for Pro-modellen.

OnePlus 7 Pro specifikationer

Skærm
Vi kan begynde med specifikationerne. Her skulle der være tale om en QHD+ Fluid AMOLED-skærm på 6,67 tommer. Den har forskellige refresh rates, man kan stille ind, hvor den højeste er 90 Hz. Under skærmen er fingeraftrykslæseren lagt ind.

Med 90 hz får man en betydeligt mere flydende skærmoplevelse end med de normalt 60 Hz. Om man kan se forskel i daglig brug bliver spændende at se.

Processor, RAM og hukommelse

Chippen er en Snapdragon 855 64-bit octa core, den er klokket på 2,84 GHz. Den kommer med enten 6, 8 eller 12 GB RAM. Med de 6 GB RAM følger 128 GB hukommelse, mens versionerne med 8 og 12 GB RAM får 256 GB hukommelse.

7 Pro bliver også den første mobil på markedet med UFS 3.0 hukommelse, der giver en ekstremt hurtig læsning af indholdet på telefonen.

Der er plads til to SIM kort, men der er ikke mulighed for at udvide mængden af hukommelse. Med ombord er også Bluetooth 5.0, samt stereo højtalere, hvilket er første gang for en OnePlus-telefon. Hidtil har der ikke siddet stereo højtalere i OnePlus-telefoner.

Triple kamera setup

På bagsiden finder vi kameraet, der består af tre linser: En på 48 megapixel med Sonys IMX586-sensor og f/1,6-blænde samt OIS, en vidvinkel på 16 megapixel med f/2,2-blænde og 117 grader vinkel, samt en telelinse på 8 megapixel med 3x optisk zoom, f/24-blænde og 78mm brændvidde.

Kameraet har også Laser Autofocus, Continuous Autofocus og PDAF, samt en dual-LED blitz. Selfiekameraet består af en 16 megapixel sensor, Sonys IMX471, med f/2,0-blænde. Selfiekameraet er af pop-up-variant.

Batteri

OnePlus 7 Pro kan prale af et batteri på 4000 mAh, der understøtter selskabets 30W Warp Charge. Det er dog ikke muligt at lade telefonen trådløst.

Selve telefonens mål er 162,6 x 75,9 x 8,8 mm, og den vejer 210 gram. Android 9.0 Pie er med fra start sammen med OnePlus’ OxygenOS.

Priser på OnePlus 7 Pro

Som nævnt fulgte der også europæiske priser med i denne omgang rygter, men der lader til, at priserne kan variere inden for Europas grænser. I de fleste lande bliver prisen for 6 GB-varianten omkring 5.200 kroner, mens 8 GB-varianten kommer til at ligge på omkring 5.600 kroner og 12GB-varianten på omkring 6.100 kroner.

I visse lande som for eksempel Spanien kan priserne være lidt højere, men det er ikke mere 75 kroner ekstra, der er tale om.

Vælger man versionen med 6 GB RAM, kommer telefonen kun i én farve, nemlig Mirror Grey, mens der er tre farver at vælge imellem, hvis man går efter varianten med 8 GB – Mirror Grey, Almond og Nebula Blue. Den største af de tre med 12 GB RAM fås kun i Nebula Blue.

Den officielle præsentation af OnePlus 7-modellerne sker 14. maj, men nu lader det jo til, at vi har alle fakta på bordet. Du kan snart læse en test af OnePlus 7 Pro her på mobil.nu.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *